Hej!
Jeg er illustrator og vægmaler bosiddende på en lille gård, Askely, i det bakkede Himmerland med min familie.
Min kunst er eklektisk, som et kludetæppe. Jeg er evigt inspireret af naturens nære detaljer og de små fortællinger, samt tekstilets og keramikkens formsprog på både vægge, lofter, papir og lærred.
Med livet på Askely og mit moderskab har nye lag foldet sig ud i mine værker. Her spirer et poetisk og nostalgisk univers frem – en verden hvor fantasi og virkelighed smelter sammen.
Nostalgi og nærvær er bærende elementer i mit arbejde. Jeg elsker at markere og huske alle de små ting i livet; min datters højde hvert år, sommerferiedagbøger, små sten fra rejser, håndaftryk, særligt tøj og uendelige skitsebøger.
Denne form for nostalgi er en stor del af mit arbejde. Jeg søger at indfange det stille, det sanselige og det genkendelige – øjeblikke, der inviterer beskueren til at dvæle og genfinde forbindelsen til naturen, barndommen og det indre liv.
Kontakt mig endelig hvis du har spørgsmål.